Politiet indfører visitations- og skærpet strafzone i området ved Motalavej i Korsør
En intern konflikt mellem to grupperinger på Motalavej i Korsør, har den seneste tid ført til flere konfrontationer, som nu har fået Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at indføre visitations- og strafskærpelseszone i et afgrænset område omkring Motalavej.
Det er en intern konflikt mellem to grupper på Motalavej i Korsør, der gennem den seneste tid har ført til flere konfrontationer i området, som for få dage siden endte i et knivstik mod en 17-årig ung mand, som pådrog sig alvorlige skader.
I går eskalerede konflikten så, da to store grupper, ifølge vidner, pludselig røg i totterne på hinanden i et regulært masseslagsmål, som fik politiet til at møde talstærkt op, med ca. 20 – 25 patruljebiler og en masse hunde.
LÆS OGSÅ: Skud affyret mod lejlighed på Motalavej i Korsør
Uroen og konflikterne har nu fået politiet til at indføre en midlertidig skærpet straf- og visitationszone i området omkring Motalavej, som gælder fra torsdag den 18. juni klokken 20.00 og foreløbigt frem til torsdag 25. juni klokken 20.00. Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse torsdag.
Formålet er at forhindre fremtidige kriminelle handlinger og på den måde genskabe trygheden i området, det skriver de i pressemeddelelsen.
– Der har den seneste periode været ekstraordinært meget uro i området ved Motalavej med bl.a. vold, fund af våben og grupperinger, der slås indbyrdes. Det skaber selvfølgelig stor utryghed blandt borgerne i området, og det kan de ikke være tjent med. Derfor har vi vurderet, at indførelse af disse zoner kan være med til at standse en opblussen af utryghedsskabende kriminalitet og genskabe trygheden i området, siger fungerende politidirektør Lars Harvest.
Oprettelsen af den skærpede strafzone betyder, at straffen for bestemte former for utryghedsskabende kriminalitet som fx hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven som udgangspunkt bliver fordoblet, hvis den bliver begået inden for zonen.
Strafskærpelseszonen og visitationszonen er som beskrevet foreløbigt sat til at vare frem til 25. juni klokken 20.00, men politiet kan vælge at forlænge perioden, hvis der er behov og grundlag for det.
For den almindelige borger vil indførelse af zonerne ikke have stor betydning. Inden for en visitationszone har politiet dog lov til stikprøvevis at visitere folk efter våben, uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.
Visitations- og strafskærpelseszonen
Ifølge pressemeddelelsen er visitationszonen begrænset til et område omkring Motalavej i Korsør, og gælder inden for følgende defineret område:
Nordlig afgrænsning: Vestmotorvejen, strækningen fra Tårnborgvejs underførelse i øst til den vestlige side af Halskovvej i vest.
Vestlig afgrænsning: Halsskovvej, sydgående fra Vestmotorvejen til krydset. Motalavej/Halsskovvej, og derefter mod vest ad Halsskovvej til skovstykke nord for bebyggelsen Fasanhaven. Derefter mod syd langs grønt område vest for Fasanhaven til gangsti, der markerer sydlig afgrænsning af bebyggelsen Fasanhaven.
Sydlig afgrænsning: Stisystemet fra Bragesvej til Dyrehovedsgård Allé ud for nr. 26.
Østlig afgrænsning: Strækningen fra Dyrehovedgårds Allé nr. 26 mod nord til ud for nr. 73, hvor der er et grønt område, og herefter øst til krydset Tårnborgvej/Tårnborgvej, og derefter langs Tårnborgvej mod nord til Vestmotorvejen.
De nævnte vejstrækninger indgår i visitations- og strafskærpelseszonen. Se kortet over zonen herunder.
/112news/