Syv gode råd mod tricktyveri

Syv gode råd mod tricktyveri

Arkiv.Foto

I sidste uge blev en 45-årig rumænsk statsborger varetægtsfængslet ved Byretten i Sønderborg i en større sag om tricktyverier.

Den 45-årige er sigtet for tre tilfælde af tricktyveri i Haderslev og Esbjerg, hvor manden har afluret borgeres pinkoder, stjålet betalingskortene for derefter at hæve penge på kortene.




Det er lykkedes manden at stjæle i alt 23.300 kroner i disse tilfælde, og flere sager vil muligvis dukke op i forbindelse med den fortsatte efterforskning.

– Der er ingen tvivl om, at det er en ubehagelig oplevelse at blive udsat for tricktyveri. Men med nogle gode rutiner kan du gøre det sværere for tyven at aflure din pinkode for derefter at stjæle dit betalingskort, forklarer specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.




Gode råd
Specialkonsulenten peger på syv gode råd, som er nemme at huske og som samtidig gør det sværere at være tricktyv, når du skal betale i en forretning eller hæve penge i en automat.

  • Brug kontaktløs betaling, når det er muligt.
  • Brug en hånd til at dække over indtastningen af pinkoden.
  • Bed personerne bag dig om at træde et par skridt tilbage, så de har sværere ved at spotte pinkoden.
  • Lad være med at have tegnebog/betalingskort i en yderlomme.
  • Og kan du lyne eller lukke lommen med værdierne, så gør det.
  • Vær ekstra opmærksom hvis nogen støder ind i dig eller forsøger at distrahere dig.
  • Det sker, at tricktyve lægger en pengeseddel på gulvet og spørger om det er din – for at aflede din opmærksomhed. Vær ekstra opmærksom på dine værdier i sådanne situationer.

Tryg oplevelse
Christian Østergård opfordrer desuden borgerne til at være opmærksomme på indretningen af butikkerne, når de er ude at handle.




– Er der en diskretionslinje ved kassen, der holder de øvrige kunder på afstand? Og er der kanter på kortterminalen, så det er sværere at spotte pinkoden? Tiltag som disse gør det sværere at være tricktyv og hjælper dig til at få en tryg oplevelse som kunde, fremhæver specialkonsulenten.

Hvis tricktyven har været på spil…
Anmeld hurtigst muligt tricktyveri – også hvis tyven ikke er lykkedes med sit forehavende.




Ring 1-1-2, hvis tyveriet er i gang, eller det netop er sket.

Ring 1-1-4, hvis der er gået et stykke tid.




Er dit betalingskort blevet stjålet, så få det spærret ved at ringe til dit pengeinstitut eller NETS på 4489 2929.

/Pressemeddelelse/




Denne artikel er set446gange.

Like og del:

Kommentar

Kommentar