Militærpolitiet kontrollerede militære køretøjer ved aktion i Korsør

Militærpolitiet kontrollerede militære køretøjer ved aktion i Korsør

Onsdag morgen var militærpolitiet massivt tilstede på Q8 tanken kort før Storebæltsbroen i Korsør for at kontrollere militære køretøjer.

Det var motorcykelbetjente fra militærpolitiet, som fik kontakt med de militære køretøjer på vestmotorvejen, hvorfra de blev taget med ind til kontrol.

Selve kontrollen foregik på Q8 tanken på Storebæltsvej i Korsør, hvor bilinspektører fra forsvaret, sammen med betjentene gennemgik køretøjerne for fejl og mangler.

Kontrollen blev foretaget på samme måde, som når de civile myndigheder holder lignende kontroller.

Køretøjerne blev derfor grundigt gennemgået for fejl og mangler, ligesom de blev kørt på et såkaldt rullefelt, for at få kontrolleret bremserne.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Alle køretøjerne blev grundigt gennemgået for fejl og mangler, før de fik lov til at fortsætte turen. Foto. Lasse Antonsen – 112news.dk

Men også førerne af køretøjerne blev kontrolleret for kørekort mm, og blev ligeledes sigtet for de fejl og mangler der måtte være.

– Føreren bliver sigtet for eventuelle overtrædelser, hvorefter sigtelsen bliver overgivet til de civile myndigheder, som så udsteder et bødeforlæg på ligefod med alle andre og til samme takster. Det oplyste en af betjentene på stedet til 112news.dk

Rigtig mange køretøjer blev kontrolleret ved onsdagens kontrol, hvor en chauffør blandt andet blev sigtet for en manglende sikkerhedswire til en trailer.

Traileren blev derfor koblet af og parkeret på rastepladsen, da den ikke kunne transporteres videre på sikker vis.

En kassebil som blev taget med ind til kontrollen, havde en skade på det ene forhjul, og chaufføren måtte derfor finde et værksted eller et reservehjul, for at fortsætte.

Det samlede udbytte af kontrollen kendes endnu ikke.

/112news/

Denne artikel er set218gange.