Fyrværkeri mulig årsag til brand i Korsør Lystskov

Fyrværkeri mulig årsag til brand i Korsør Lystskov

Korsør: Det er muligvis noget fyrværkeri som mandag aften var årsag til en brand i nogle siv og noget bevoksning i Korsør Lystskov.

Anmeldelsen om branden indløb til alarmcentralen mandag aften kl. 21.37 da en borger kunne se flammer et stykke inde i den mørke skov.

Flere brandkøretøjer var hurtigt fremme på stedet, hvor det kunne konstateres at der var brand i noget bevoksning og nogle siv langs med en sti i skoven.

Der er tale om et område på godt 300 – 400 kvadratmeter der er brændt fra stranden og ind i skoven langs med Søskær Mose, som ligger for enden af Skovåsen.

Det blev derfor lagt en masse slanger ud fra brandkøretøjerne og frem til brandstedet, da det ikke var muligt at komme helt frem til branden med de store køretøjer.

Efter en times tid lykkedes det brandfolkene at få slukket branden, inden den nåede at brede sig længere ind i skoven.

Meget tyder på at det er noget fyrværkeri som har antændt branden, da der blev fundet noget affyret fyrværkeri tæt på det sted hvor branden er startet.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Dette affyret fyrværkeri blev fundet kun få meter fra det sted branden er opstået. Foto. Lasse Antonsen – 112news.dk

Det er dog endnu for tidligt at sige præcist om det er fyrværkeriet som har antændt branden, da politiet ikke har fået anmeldelser om fyrværkeri i området. Det oplyser vagtchefen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til TV2-ØST.

Politiet hører derfor gerne fra borgere i området, som måtte have bemærket noget mistænkeligt omkring brandstedet mandag aften, eller som har bemærket om der er affyret fyrværkeri i løbet af aftenen. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

/112news/

Denne artikel er set23gange.