Politiet søger vidner til tredobbelt drab på Frederiksberg

Arkiv foto. Midt og Vestsjællands Politi.

Arkiv foto. Midt og Vestsjællands Politi.

Frederiksberg: Der har i dag været afholdt obduktioner i forbindelse med efterforskning af sagen, hvor tre unge mænd på 19, 23 og 24 år, i går klokken cirka 14.00 blev fundet døde i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.

Det ligger nu fast, at de unge mænd blev dræbt med skud. Der er anvendt både et jagtgevær (haglvåben) og en pistol i forbindelse med drabene.

Der er ikke fundet våben i lejligheden, hvorfor det må antages at disse er fjernet i forbindelse med drabene.

Lejligheden bærer ikke præg af forudgående kamp, og de dræbte blev alle fundet liggende i henholdsvis en seng og på en madras på gulvet, hvorfor der arbejdes med en teori om, at de er blevet opsøgt mens de lå og sov.

Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, om der har været én eller flere gerningsmænd om at udføre drabene.

Der er hørt skud i området umiddelbart efter kl. 01.00 natten til onsdag, og et vidne har forklaret om 2 mænd, der omkring kl. 03.40 var på et stillads, der er opstillet ved den ejendom, hvor drabene skete. De to mænd kørte efterfølgende væk i en mindre mørk bil.

Københavns Politi vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger af interesse for sagen. Herunder personer, der har været på Christian Paulsens Vej omkring tidspunktet, hvor der blev hørt skud og tidspunktet hvor der blev set personer på stilladset. Dette også selv om vidnerne ikke selv mener at have observeret noget. Ligeledes vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der har hørt skud, men som ikke tidligere har kontaktet politiet.

Derudover vil politiet gerne have oplysninger om personer, der har haft rådighed over våben, bestemte personers mistænkelige færden eller adfærd eller om de 2 mænd på stilladset. Henvendelse kan ske til nærmeste politi på tlf. 114.

/Pressemeddelelse fra Københavns Politi/

Denne artikel er set4756gange.