TV: Storbrand på Egemarke Gods

Føllenslev: Fredag aften kl. 23.08 fik Vestsjællands brandvæsen, station Snertinge, melding om gårdbrand på Nykøbingvej lidt udenfor Føllenslev.

Det viste sig at være på Egemarke Gods. Ildskæret kunne ses på mange kilometers afstand og ved brandvæsnets ankomst, var en stor kornlade overtændt.

Der blev hurtigt kaldt assistance fra Asnæs og Kalundborg, men laden kunne på ingen måde reddes og brandfolkene kunne derfor kun dæmpe branden til en start.




Primær indsatsen gik nu ud på at holde ilden væk fra hovedbygningen og de andre omkringliggende bygninger, bla. en anden stor lade fyldt med halm.

Stor fare for brandspredning

Udover den kraftige strålevarme der i sig selv udgjorde en fare, væltede det op med gløder fra branden. Der var derfor stor risiko for at der kunne opstå nye brande i det lille skovstykke på den anden side af vejen, eller på en af de nærliggende kornmarker.

Ilden fik da også fat i et enkelt træ, men trods varmen og det ekstrem tørre landskab, gik markerne fri.

Omkring kl. 01. var branden under kontrol. Det lykkedes brandfolkene at begrænse ilden til den ene bygning hvor op imod 1000 tons nyhøstet korn lå opbevaret.

Slukningsarbejdet fortsatte hele natten og et stykke op af lørdag formiddag. Beredskabsstyrelsen Hedehusene hjalp til med at pille en gavl ned, da den var blevet så varmepåvirket og ustabil, at der var fare for at den ville vælte.




 

Video øverst i artikel: Johnny D. Pedersen, Skadestedsfotograf.dk

Videoen herover + billeder i galleri: Morten Sundgaard, Skadestedsfotograf.dk

Se flere billeder her

 

/112news/

Denne artikel er set6454gange.