Politiet efterlyser to gerningsmænd til kioskrøveri i Holstebro

Politiet efterlyser to gerningsmænd til kioskrøveri i Holstebro

Arkiv.Foto

To formodede gerningsmænd til røveriet mod Superkiosken i Holstebro den 7. december 2017 blev fanget på butikkens videoovervågning. Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu optagelserne og vil gerne i kontakt med borgere, som kan genkende mændene. Indehaveren har udlovet en dusør.

Holstebro: Superkiosken på Niels Kjeldsens Vej i Holstebro blev udsat for et røveri den 7. december 2017 om aftenen.

Butikkens overvågningssystem har optaget video af to formodede gerningsmænd, som politiet nu beder om borgernes hjælp til at identificere.




Gerningsmændene, der var maskerede under røveriet, beskrives som:

Politi.Foto

  • A: Mand, 170-180 cm høj og almindelig kropsbygning. Han var iført sort hue og blå dynejakke med hætte og sort stof på brystet. Jakken havde et logo på venstre overarm. Manden bar mørkeblå cowboybukser og brune sko/støvler.

Politi.Foto

  • B: Mand, 170-180 cm høj og spinkel kropsbygning. Han var iført sort hue og en blå skijakke med hætte og sort lomme på venstre overarm. Manden bar desuden sorte cowboybukser med slid på forsiden af lårene og sorte Adidas-sko med hvide striber på siderne.




De to gerningsmænd talte flydende dansk til den forurettede, men brugte et ukendt udenlandsk sprog i intern samtale.

Yderligere to medgerningsmænd opholdt sig uden for butikken under røveriet. Begge med almindelig kropsbygning og iført mørkeblåt tøj.




Indehaveren af kiosken har udlovet en dusør på 10.000 kr. for oplysninger, som fører til opklaring af sagen. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

/Pressemeddelelse/




Denne artikel er set3437gange.