Biljagt gennem Korsør endte på en mark

Biljagt gennem Korsør endte på en mark

Der var et større opbud af politi og ambulancer ved Grevens Træer i Korsør tirsdag eftermiddag hvor en biljagt endte på en mark. Fotograf. Kenneth Grymen – 112news.dk

Korsør: En voldsom biljagt gennem Korsør endte tirsdag eftermiddag på en mark ved Grevens Træer i udkanten af byen, hvor føreren blev anholdt.

Det var en bil som mandag blev stjålet fra en adresse i Korsør. Tirsdag eftermiddag blev en politipatrulje dog opmærksom på en bil, der svarede til den stjålne, da den kom kørende ad Skovvej i Korsør.

Derfor gjorde betjentene tegn til bilen om at standse, men i stedet fortsatte føreren og patruljen satte derfor efter den stjålne bil.

Under biljagten lavede føreren flere alvorlige færdselsforseelser, inden bilen til sidst punkterede ved Grevens Træer, hvor den fortsatte ud på en mark og standsede.

Biljagten endte på denne mark ved Grevens Træer i det sydlige Korsør. Foto. Kenneth Grymen – 112news.dk

Føreren, der er 36 år og fra byen, virkede påvirket og blev derfor anholdt og sigtet for både spirituskørsel og for kørsel i påvirket tilstand.

Han blev også sigtet for biltyveri, for at køre uden førerret og efter våbenloven – da han var i besiddelse af bl.a. en økse – samt for en række overtrædelser af færdselsloven.

Og endelig blev han sigtet for at forvolde fare for liv og førlighed, da han under biljagten havde lavet nogle manøvre, som blev vurderet til at have udsat andre for fare.

Den 36-årige blev taget med til blodprøve udtagning og videre afhøring, hvor det skulle vurderes om han skulle fremstilles i et grundlovsforhør.

/112news/

Denne artikel er set205gange.