TV: Ubåds-forlis – Ubådsejer sigtet for drab på svensk journalist

Ubåds-forlis: Ubådsejer sigtet for drab på svensk journalist

Opfinderen Peter Madsen er af Københavns Politi blevet sigtet for, på ukendt sted og på ukendt måde, at have dræbt en Svensk journalist, efter at hans ubåd sank fredag middag.

Københavns Politi modtog natten til fredag klokken 03.39 en henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) vedrørende en mulig søulykke. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.




Det var en anmelder som havde kontaktet JRCC og oplyst, at han var bekendt med, at den hjemmebyggede ubåd Nautilus ikke var returneret fra en prøvesejlads som aftalt torsdag aften.

Nautilus skulle angiveligt være sejlet ud fra Refshaleøen torsdag aften ved 19.00 tiden med to personer ombord. Den mandlige ejer Peter “Raket” Madsen og en kvindelig, svensk journalist.

Da det ikke var muligt at komme i kontakt med ubåden, frygtede man at der var sket en ulykke, og der blev derfor sat en større eftersøgning med helikoptere igang, ligesom skibe i området blev bedt om at holde udkig efter ubåden.

Ubåden spottet i Køge Bugt

Klokken 10.30 fredag formiddag blev der så skabt visuel kontakt til ubåden, da den blev set ved Drogden Fyr i Køge Bugt og der blev efterfølgende etableret radiokontakt til båden.

Peter Madsen oplyste her at han havde haft et problem med en ballasttank, men at der ikke var nogen tilskadekomne, og at han havde sat kursen mod havn.




Knap en halv time senere efter sank ubåden pludselig på kort tid og Peter Madsen blev reddet op af en privat motorbåd, som sejlede ham i havn.

Der har fredag eftermiddag været dykkere ved ubåden, der ligger på syv meter vand. Det har dog ikke været muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Det oplyser Politiet i pressemeddelelsen.

Ubådsejer sigtet for drab

Københavns Politi valgte fredag eftermiddag at sigte ubådens ejer for drab på den svenske kvinde, som efter forliset endnu ikke er dukket op.

Peter Madsen vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 14 i dommervagten med krav om varetægtsfængsling, det oplyser Københavns Politi på Twitter lørdag formiddag.




Peter Madsen nægter drab og har forklaret, at han satte kvinden i land fredag aften ved spidsen af Refshaleøen, nær restaurationen ”Halvandet” omkring kl. 22.30.

– Vi vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set ubåden med de to personer forlade havnen omkring kl. 19.00 fredag aften, eller som har observeret ubåden og besætning komme nær spidsen af Refshaleøen omkring kl. 22.30. Derudover vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set den svenske kvinde efter kl. 22.30 torsdag aften, det siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jens Møller Jensen.




Kvinden beskrives som:

  • 30 år
  • 160 cm høj.
  • Spinkel af bygning.
  • Rødbrunt hår.
  • Grønne øjne.

Da hun tog afsted var hun iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, samt nylonstrømper og hvide tennissko.

Skulle man have set kvinden eller har man andre oplysninger i sagen, så kan Københavns Politi kontaktes på tlf. 114.

/112news/




Denne artikel er set274gange.

Kommentar

Kommentar