TV: 17-årig slog betjent i ansigtet under uro i Holbæk
Politiet var massivt tilstede i Holbæk tirsdag aften, hvor en større gruppe var røget i totterne på hinanden. Fotograf. Morten Sundgaard – skadestedsfotograf.dk
Holbæk: Tirsdag aften klokken 21.19 blev politiet sendt til Kalundborgvej i Holbæk, hvor en gruppe på 12-14 personer var oppe og toppes ved Enighedsvej, det skriver Midt og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Der var en ophidset stemning på stedet, og flere af de tilstedeværende optrådte aggressivt og provokerende, og politiet valgte derfor at være talstærkt tilstede, hvor alle de tilstedeværende blev registreret.
En 17-årig dreng fra Holbæk blev dog anholdt og taget med til politistationen, da han med flad hånd slog en betjent i ansigtet.
Den 17-årige sidder fortsat anholdt, og politiets jurister ville i løbet af onsdag formiddag vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Politiet tilbageholdt kortvarigt i alt 11 personer på stedet, som alle blev visiteret og registreret, inden de fik lov at forlade stedet igen.
Politiet afsøgte også området med hunde, hvor der da også blev fundet fire knive, 20,4 gram hash, samt en joint, som politiet formoder er blevet smidt af personerne på stedet da politiet ankom.
/112news/
Denne artikel er set5685gange.