Tre unge anholdt efter vild biljagt: Politiet søger vidner
Tre unge anholdt efter vild biljagt: Politiet søger vidner
Korsør: Mandag aften klokken 21.21 forsøgte en politipatrulje at standse en brugsstjålet bil ved Caspar Brands Plads i Korsør. Men føreren ønskede ikke at tale med politiet og satte derfor farten op, hvilket blev starten på en biljagt.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
I knap 10 minutter forsøgte han at køre fra politiet gennem Korsørs gader, hvor jagten flere gange gik gennem Motalavej og rundt i den nordlige del af byen. Undervejs kørte flugtbillisten flere gange over for rødt og overtrådte fartgrænserne betydeligt.
På Rolighedsvej stoppede føreren dog bilen, idet vejen endte blindt, men her sprang han, samt to kvinder ud af bilen og stak af til fods. De blev dog hurtigt indhentet og anholdt.
Føreren, en 17-årig ung mand fra byen, blev sigtet for biltyveri, for at køre uden førerret, for at køre i påvirket tilstand, efter knivloven og efter adskillige overtrædelser af færdselsloven. De to piger på hhv. 17 og 18 år blev begge sigtet for biltyveri.
Politiet søger vidner til biljagten
I forbindelse med biljagten mandag aften, efterlyser politiet nu to vidner, der i deres biler måtte foretage katastrofeopbremsninger for ikke at kollidere med det eftersatte køretøj.
Det drejer sig om henholdsvis en mindre sort personbil Aygo eller Swift, som måtte foretage katastrofeopbremsning i krydset Tårnborgvej/Casper Brands Plads, og en mindre sølvgrå personbil, som bremsede kraftigt op i krydset Dyrehovedgårda Allé / Halsskovvej for at undgå at ramme den 17-årige.
Skulle man være fører af en af de nævnte biler, eller hvis man har andre oplysninger i forbindelse med biljagten, så kan politiet kontaktes på telefon 114.
/112news/
Denne artikel er set3685gange.