Svinninge: Stråtækt ejendom raseret af voldsom brand

Stråtækt ejendom raseret af voldsom brand

Foto: Morten Sundgaard: Skadestedsfotograf.dk

Svinninge: Søndag morgen klokken 05.46 indløb der melding om ild i et stråtækt hus på Strandvejen ved Svinninge, hvor to personer lå og sov.

Det var en forbipasserende lastbilchauffør som opdagede røg fra stråtaget og slog alarm. Han fik vækket husets beboere, som fik reddet sig ud i sikkerhed, inden ilden for alvor tog fat.




Der blev hurtigt bedt om assistance fra Snertinge, Asnæs og Holbæk, samt fra beredskabsstyrelsen i Næstved, da ilden havde godt fat i huset. Derudover blev Vestsjællands brandvæsen også sat på opgaven, og ankom med pumper, strøm og luftfyldestation.

Trods en massiv tilstedeværelse af brandfolk, var det umuligt at redde huset, der blev fuldstændig raseret af den voldsomme brand.




Kran måtte grabbe taget af

Brandfolkene forsøgte i første omgang at kvæle ilden med skum, men dette havde dog ikke den store effekt. Branden blev derfor først bekæmpet da Beredskabsstyrelsen ankom med en stor kran, og fik revet taget ned.

Da først taget var blevet grabbet af, var det muligt at få slukket de sidste flammer i huset. Men efterslukningen tog dog det meste af søndagen, før brandvæsnet kunne forlade stedet.

Manden der opdagede branden var kørt fra stedet da politi og brandvæsen nåede frem.

Derfor efterlyser Midt- og Vestsjællands politi ham nu, da de gerne vil afhøre ham om branden.

Politiet ønsker samtidig at indstille ham til en dusør, da han efter alt sandsynlighed har reddet to mennesker fra at brænde inde. De to personer på adressen nåede heldigvis ud i tide, takket være lastbilchaufføren, og kom derfor ikke noget til ved branden.

Se billeder fra efterslukningsarbejdet i galleriet herunder: Foto: Morten Sundgaard – Skadestedsfotograf.dk

« af 30 »

 

/112news/

Denne artikel er set9979gange.