Politiet i Slagelse Kommune tilbyder at skrue dine nummerplader fast
Pressemeddelelse:
Mange mennesker oplever desværre at få stjålet nummerpladerne på deres bil, når den holder parkeret – fx på offentlige parkeringspladser ved togstationer. En af løsningerne er at skrue pladerne fast. Og det hjælper Slagelse Lokalpoliti gerne med.
Det er stærkt generende når ens nummerplade bliver stjålet – og det bliver de desværre ret ofte. Det betyder udgifter til nye nummerplader og besvær med at få fat i nummerpladerne, ligesom det skaber utryghed, at ens nummerplade kan blive brugt til at begå ny kriminalitet.
– Vi oplever, at køretøjer udstyret med stjålne nummerplader fx bruges ved tyveri af benzin fra tankstationer. De bruges også til at sløre identiteten ved de automatiske trafikkontroller (ATK) og til kørsel med uforsikrede biler. Derfor er der al mulig grund til at sikre sine nummerplader mod tyveri, fortæller leder af lokalpolitiet i Slagelse Allan Holm.
Ny lov: Nummerpladen skal skrues fast
Man kan gøre det betydeligt sværere for tyven ved at skrue pladerne fast. Derfor er der nu vedtaget en lov, der siger, at man senest den 15. november 2015 skal have fastgjort nummerpladen på sin bil med to skruer, der hver skal have en plastikhætte i nummerpladens farve.
Det vil Slagelse Lokalpoliti gerne hjælpe borgerne med at få orden på allerede nu – ganske kvit og frit.
– Mange nummerplader bliver stjålet, mens bilerne holder parkeret ved bl.a. togstationer. Vi har analyseret, hvor der har været flest stjålne nummerplader, og derfor koncentrerer vi nummerpladekampagnen på udvalgte parkeringspladser i kommunen, fortæller Allan Holm.
Her skruer politiet nummerpladerne fast
I uge 26 sætter politiet et postkort under vinduesviskeren på biler, der holder parkeret på udvalgte parkeringspladser i hhv. Slagelse og Korsør med tilbud om at få skruet nummerpladerne fast.
Selve fastskruningen vil foregår den 30. juni og den 1. og 2. juli mellem klokken 10 og 12. Her skruer en autoriseret mekaniker i samarbejde med politiet nummerpladerne fast for de borgerne, der har accepteret tilbuddet, hvis deres bil holder parkeret disse steder:
30. juni: På parkeringspladsen ved Lidl på Motalavej 141 i Korsør,
1. juli: På parkeringspladsen ved kiosken på Jacob Dampesvej 2 i Slagelse,
2. juli: På parkeringsarealet ved Ndr. Ringgade i Slagelse.
Hvis man er interesseret i tilbuddet, skal man blot vende postkortet om og lægge det synligt i bilens forrude.
Denne artikel er set5166gange.