Nyt spor i sagen om den forsvundne 17-årige Emilie fra Korsør
Mandag blev der gennemført en omfattende eftersøgning af 17-årige Emilie Meng fra Korsør, men trods den store indsats, er hun stadig ikke fundet.
Korsør: Den efterlyste 17 årige Emilie Meng fra Korsør, blev meldt savnet søndag den 10. juli 2016 klokken ca. 04.00, hvor hun gik fra Korsør Station i retning mod sin bopæl i det centrale Korsør, og politiet er nu i gang med at klarlægge Emilies færden fra det tidspunkt hvor hun forlod stationen.
Det skriver Sydsjælland og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.
I den anledning vil politiet meget gerne i kontakt med alle personer, der søndag den 10. juli 2016, i tidsrummet fra klokken 04.45 til 05.30, enten til fods eller i et køretøj, har været i området syd for Kongebroens udmunding på Tårnborgvej, til syd for Halskovbroen, hvor vidner i samme tidsrum har observeret en ung kvinde der kom gående.
Specielt efterlyses en personbil, der klokken ca. 05.05 standser umiddelbart syd for rundkørselen hvor Gamle Banegårdsplads munder ud i Tårnborgvej. Her steg en ung mand, iført hvid skjorte og studenterhue ud af køretøjet, som umiddelbart efter kørte fra stedet igen ad Tårnborgvej mod syd i retning mod Halskovbroen.
Umiddelbart efter observeres en cyklist iført orangefarvet arbejdstøj, kørende på Halskovbroen i retning mod Tårnborgvej.
Om den 17-årige skulle have været udsat for en forbrydelse er endnu for tidligt at sige noget om, men politiet vil dog meget gerne i kontakt med personerne beskrevet ovenfor, da de kan have vigtige informationer i sagen, som muligvis kan føre politiet på sporet af den forsvundne pige.
– I dag har vi fået nye oplysninger i sagen. Som vi ser det lige nu, så er der to scenarier. Enten er der sket en ulykke eller også er der sket en forbrydelse, siger Søren Ravn-Nielsen til Ekstra Bladet.
Han slår dog fast at den unge mand med studenterhuen ikke er mistænkt i sagen, men kan have vigtige informationer i sagen, og politiet vil derfor meget gerne i kontakt med den unge mand.
Emilie Meng var da hun gik fra Korsør Station iført sort langærmet trøje med V hals, lyseblå tætsiddende jeans og mørkeblå sportssko med hvid stribe. Hun medførte en mørkegrå taske.
Skulle du have oplysninger i sagen som er relevante for politiet, eller ved du hvor den 17-årige er, så kan Sydsjælland og Lolland Falsters Politi kontaktes på tlf. 114.
/112news/
Denne artikel er set14407gange.