Centervagt forsøgt påkørt af butikstyve i Næstved




Arkiv foto. Politi.dk

Arkiv foto. Politi.dk

Næstved: Politiet måtte mandag klokken 12.36 tilkaldes til Næstved Storcenter, da en centervagt var forsøgt kørt ned af to butikstyve, som han forsøgte at stoppe på p-pladsen.

Det var en mand og en kvinde, der i butikken BR Legetøj, havde fyldt flere æsker med legetøj ned i en indkøbsvogn, og efterfølgende havde forladt butikken uden at betale, men da en medarbejder havde konfronteret dem, lod de indkøbsvognen stå og tog flugten ud af centret.

En tilkaldt centervagt nåede dog at løbe efter parret, som havde sat sig ind i en bil på p-pladsen, og da vagten prøvede at tilbageholde dem, startede de bilen og skubbede til ham med bilens kølergitter, og da den kvindelige fører af bilen gassede op, måtte vagten springe til side for ikke at blive kørt over, hvorefter de to butikstyve forsvandt fra stedet.

Vagten fik en hudafskrabning på benet, men derudover kom han ikke noget til, og politiet efterforsker nu sagen, dels som butikstyveri, dels som et færdselsuheld på grund af påkørslen, ligesom politiet arbejder på, at finde frem til parret på baggrund af oplysninger om bilen.

/112news/




Denne artikel er set5296gange.