7 unge i solouheld: En dræbt og en alvorligt kvæstet

Sådan så det ud på uheldsstedet på Kirkeåsvejen ved Højby i Odsherred onsdag aften, da en bil med syv unge forulykkede. Foto. Michael Johannessen – holbaekonline.dk

Højby: Alarmcentralen modtog onsdag aften klokken 22.18 en melding om, at der skulle være sket et alvorligt færdselsuheld på Kirkeåsvejen ved Højby i Odsherred, hvor en personbil med syv unge mennesker var trillet rundt på en mark, og hvor flere af dem var slynget ud af bilen.




Der blev sendt flere ambulancer, samt en lægehelikopter til stedet, og særligt to af de unge var kommet meget alvorligt tilskade og blev indbragt til sygehuset, men den ene – en 17-årig ung mand fra Holbæk – afgik natten til torsdag ved døden som følge af uheldet.

Udover den 17-årige, kom også en 19-årig mand fra Kalundborg alvorligt tilskade ved ulykken, da han pådrog sig alvorlige hovedskader, og de sidste meldinger lyder på, at hans tilstand fortsat er kritisk og han svæver mellem liv og død, det skriver TV-Øst.




De øvrige unge fra bilen er en 16-årig dreng, en 15-årig dreng, en 17-årig dreng, samt en 18-årig mand, der alle er fra Kalundborg, og en 17-årig fra Nyborg, som alle skulle være blevet tilset på sygehuset, men alt tyder dog på de alle er sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.

Kvinder der opdagede ulykken var sundhedsuddannet, og hun var straks gået i gang med at yde førstehjælp til de unge, indtil beredskabet og politiet kom frem til stedet, men trods indsatsen lykkedes det altså ikke at redde den 17-åriges liv.




Beredskabet sendte en drone op over uheldsstedet for at sikre sig, at der ikke lå andre implicerede ved uheldsstedet, som man i første omgang kunne have overset, da der i forvejen var ret mange i den forulykkede bil, men det viste sig dog ikke at være tilfældet.

En tilkaldt bilinspektør blev efter ulykken tilkaldt til ulykkesstedet, og de forløbige undersøgelser på stedet viser, at bilen med de unge formentlig har kørt omkring 100 km/t, da føreren pludselig har mistet herredømmet over bilen, som kører ud på en nærliggende mark, hvor den trillede rundt flere gange, og da flere af de unge ikke har haft sele på, blev de kastet ud af køretøjet og landede på marken.




Politiet har samtidig en formodning om, at de unge var påvirket af stoffer da de forulykkede, og der er derfor blevet udtaget en blodprøve af alle de unge, da de samtidig er usikkre på, hvem der har ført bilen.

Der er stadig mange ting, der skal undersøges nærmere af politiet, herunder skal de implicerede afhøres yderligere, og derfor har vi ikke flere detaljer at fortælle om i øjeblikket, det oplyser Midt og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

De pårørende til de implicerede blev underrettet af politiet i løbet af aftenen.

/112news/

Se alle billederne fra ulykken i galleriet herunder. Foto. Michael Johannessen – holbaekonline.dk

Fotograf. Michael Johannessen - Holbaekonline.dk
« af 11 »




Denne artikel er set5316gange.