2 ½ års fængsel og udvisning for bestandigt i stor sag om menneskesmugling

Arkiv foto. Politi.dk

Arkiv foto. Politi.dk

Pressemeddelelse fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi

Der er nu faldet dom i den store menneskesmugler sag, hvor to mænd og en kvinde var tiltalt for i alt 43 indsmuglinger af mennesker fra mellemøsten, primært Syrien og Irak.

De er blevet idømt 2 og et halvt års fængsel, samt udvisning for bestandigt og fængslet efter dom. Det skal bemærkes, at de domfældte har anket dommen til Landsretten.

Det har været en omfattende bevisførelse med mange retsdage, men senioranklager Anne Marie Fink er meget tilfreds med, at retten stort set har fulgt anklagemyndighedens påstand.

Der er ifølge Anne Marie Fink, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi tale om en meget grov sag, hvor det store antal indsmuglinger vidner om et meget velorganiseret netværk, der primært har involveret sig i indsmuglingerne for at få en stor økonomisk gevinst.

– Dommen og ikke mindst udvisningen for bestandigt sender forhåbentlig et meget klart signal til de organiserede kriminelle miljøer, siger politiinspektør Kim Kliver, og fortsætter:

– Dette er et indsatsområde, hvor Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi også fremadrettet vil prioritere med de nødvendige efterforskningsmæssige resurser.

Det underbygges af, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har rejst 70 sigtelser for menneskesmugling siden 6 september 2015. Tallet indbefatter sigtelser for overtrædelse af Udlængelovens §59, stk. 8, samt straffelovens § 125a.



Denne artikel er set6525gange.