Oplysning og viden: Sådan kan du hjælpe politiet i en eftersøgning
Oplysning og viden: Sådan kan du hjælpe politiet i en eftersøgning
Mediernes og befolkningens interesse for at deltage i eftersøgninger af savnede personer er stor. Heldigvis, for med offentlighedens hjælp kan politiet hurtigere finde frem til den person, der er blevet væk.
For at sikre det bedst mulige udfald for alle er der nogle hensyn at tage til både eftersøgningen, de pårørende og borgerne – ikke mindst i de tilfælde, hvor en eftersøgning har en ulykkelig udgang.
- Gå kun i de områder, som politiet har udpeget
Hvis politiets hunde skal have mulighed for at snuse sig frem til en savnet, skal der være et frisk og rent spor at følge. Jo flere, der har gået i området, jo sværere bliver det for hundene at spore den savnede. Gå derfor kun i områder, hvor politiet har givet lov.
- Overvej, om dine børn skal med
Ikke alle eftersøgninger ender lykkeligt. Det kan være en voldsom oplevelse for et barn at se en person, som af forskellige årsager er omkommet eller ilde tilredt. Overvej derfor, om dine børn skal deltage i eftersøgningen.
- Overlad kommunikationen til politiet
I eftersøgninger, hvor offentligheden deltager, er behovet for information stort. Af hensyn til både eftersøgningen, en eventuel efterforskning og de pårørende er det vigtigt, at alle offentlige informationer er korrekte og bliver udsendt på det rigtige tidspunkt. Overlad derfor al kommunikation om eftersøgningen til politiet, og læg ikke selv indhold på sociale medier. Ingen skal læse om et nært familiemedlems død eller tilskadekomst på Facebook.
- Tip politiet, hvis du har oplysninger
Politiet har brug for så mange oplysninger som muligt, når en eftersøgnings aktion skal koordineres. Kontakt derfor politiet, hvis du har oplysninger, og overlad det til politiet at vurdere, om oplysningerne giver anledning til yderligere tiltag i stedet for selv at sætte noget i værk. Opsøg politiet på stedet eller ring 1-1-4.
/Pressemeddelelse/
Denne artikel er set22359gange.