TV: Voldsom brand udviklede giftig røg i Slagelse

Slagelse: Beboere omkring Parkvænget i Slagelse måtte mandag aften opholde sig inden døre, da en kraftig brand sendte giftig røg ud i området.

Meldingen om branden indløb klokken 20.47, hvor det lød på ild i en container ved University College Sjælland på Parkvænget i Slagelse, men nogle få minutter senere lød meldingen dog på brand i en etageejendom og der blev derfor sendt flere brandkøretøjer til stedet.

Ved brandvæsenets ankomst til stedet, blev det da også hurtigt konstateret, at der var brand i en tilbygning til skolen, som blev brugt til opbevaring af papir og andre ting.




Branden var på et tidspunkt så voldsom, at den udviklede en del giftig røg i området, og det var derfor nødvendigt at udsende en beredskabsmeddelelse om, at borgerne i området omkring branden, skulle blive inden døre og lukke døre og vinduer.

Ved 22.30 tiden kunne varslen dog afblæses igen, da branden var slukket og det derfor ikke længere var farligt at bevæge sig rundt i området.

Politi betegner branden som påsat, da flere ting på stedet peger i denne retning.

Politiet hører derfor gerne fra vidner, som har været i området omkring tidspunktet for brandens opståen, eller som måtte sidde inde med viden. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

/112news/

« af 28 »




Denne artikel er set11872gange.