TV: Brandvæsnet mødt af stenkastende unge på Motalavej i Korsør

Korsør: En melding om brand i nogle reklamer og aviser i en opgang på Motalavej i Korsør udviklede sig fredag aften til, at nogle unge kastede sten efter brandvæsnet.

Meldingen om branden indløb klokken 21.40 og lød på, at nogle unge var igang med at antænde ild i nogle reklamer og aviser i opgangen.

Brandvæsnet rykkede derfor hurtigt ud til adressen, men kort efter ankomsten til stedet, røg den første sten gennem ruden på det ene brandkøretøj, hvorefter brandvæsnet valgte at trække sig fra området, men på vej væk kom endnu en sten flyvende, som ramte det andet køretøj også med en smadret rude til følge.

Heldigvis kom ingen noget til i forbindelse med stenkastene, men politiet og beredskabet ser dog på episoden med alvor, og det vil nu få konsekvenser for brandslukningen i området.




– På baggrund af hændelsen i går, har vi for vores egen sikkerheds skyld, lavet en aftale med politiet om, at vi kun rykker ind på Motalavej med rygdækning fra dem. Det vil muligvis kunne betyde nogle mindre forsinkelser på vores indsats i området, siger Henrik Vibits, indsatsleder hos Slagelse Brand og Redning til TV-Øst.

Der har ellers været ro i området gennem længere tid, så episoden i går ærger formanden for Bolig Korsør Jens Ebbe Ahlgren.

– Når jeg hører sådan noget, så bliver jeg rigtig øv. Nu har der været ro herude i rigtig lang tid, og det er synd for de næsten tusinde lejere herude, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, at nogle få skal ødelægge det hele. Vi tager hændelsen i går meget alvorligt, og jeg vil tale med bestyrelsen om det på det kommende møde på tirsdag, siger han til TV-Øst.

/112news/




Denne artikel er set2044gange.

Like og del:

Kommentar

Kommentar