Fire mænd står til fængselsdom for omfattende hærværk og erstatningskrav

Fire mænd står til fængselsdom for omfattende hærværk og erstatningskrav

 

Arkiv.Foto

Taastrup: I løbet af fem kvarter blev 66 overvågningskameraer sprayet til med sort maling den 5. juli 2017 om aftenen. Det medførte skader for over 164.000 kroner. Senere samme aften blev yderligere 13 kameraer ødelagt på samme måde for over 32.000 kroner.

Optagelser fra de ødelagte kameraer, lokalpolitiets kendskab til personer i området og efterforskningen i øvrigt identificerede fire mistænkte mænd, som løbende blev anholdt og varetægtsfængslet i sagen.




Det drejer sig om en 22-årig mand fra Slangerup, en 22-årig fra Frederikssund, en 18-årig mand fra Hvalsø og en 17-årig dreng fra Vordingborg. De blev varetægtsfængslet i sagen henholdsvis den 19. juli, 28. juli, 9. august og 24. august og har siddet fængslet frem til retsmødet i dag.

Ifølge tiltalen ødelagde de fire i fællesskab først de 66 kameraer, hvorefter de to 22-årige sammen ødelagde de 13 andre.




På hærværkstidspunktet havde politiet givet den 18-årige og den 22-årige fra Frederikssund et såkaldt zoneforbud mod at opholde sig i Taastrupgaard, fordi de grundet bandetilknytning skabte utryghed i området.

Det er politiets og anklagerens opfattelse, at tre af dem har relationer til en bandegruppering i Taastrupgaard, og at hærværket er relateret til grupperingens ønske om at opholde sig i Taastrupgaard trods zoneforbuddene.




Retten dømte alle fire for omfattende hærværk af de 66 kameraer og to af dem for yderligere hærværk mod de 13 kameraer.

De to 22-årige fik hver fire måneders ubetinget fængsel – den enes dom inkluderede overtrædelse af zoneforbud og besiddelse af en kniv og en hammer.




Den 17-årige fik to måneders ubetinget fængsel, og den 18-årige fik i alt 20 måneders ubetinget fængsel for hærværk, to røverier mod butikker, besiddelse af knive og overtrædelse af zoneforbud.

– Det er en sag, som lokalpoliti, efterforskere og anklagemyndighed har arbejdet ihærdigt på for at retsforfølge de skyldige. Retten tilkendegav, at fordi de tiltalte havde sympati for en bandegruppering, så retten på sagen med stor alvor, siger anklagerfuldmægtig Anne-Kirstine Mathiesen, Københavns Vestegns Politi.




Alle blev løsladt, og de overvejer nu, om de vil anke. Erstatningskravet bliver afgjort ved en anden lejlighed.

/Pressemeddelelse/




Denne artikel er set522gange.

Like og del:

Kommentar

Kommentar