Efterlysning: 53-årig mand forsvundet fra Grevinge-området i Odsherred

Billede af den savnede Kim Gert Nielsen. Foto: Privat

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser den 53-årige Kim Gert Nielsen, der er forsvundet fra sin bopæl i Grevinge-området i Odsherred kommune.

Kim G. Nielsen beskrives som dansk af udseende, 53 år, ca. 175 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, kronraget / skaldet, går lettere foroverbøjet og kan fremtræde forvirret. Hans beklædning ved hans forsvinden kendes ikke, men han er som regel iført joggingbukser eller arbejdstøj, store jakker og strikhue.

Han er sidst set i live søndag den 23. april 2017, hvor bekendte kørte ham hjem. Et par dage senere var han ikke længere til stede på bopælen, og ingen ved, hvor han måtte opholde sig eller hvornår han præcist har forladt sin bopæl.




Kim G. Nielsen har på bopælen efterladt bl.a. pung og mobiltelefon, ligesom han tidligere har givet udtryk for, at han ikke ønskede at leve længere.

Politiet har ledt efter ham i området ved bopælen, ligesom politiet ved hjælp af en drone har afsøgt området ved en nærliggende sø ikke langt fra den savnedes bopæl uden positivt resultat.

Han har tidligere været forsvundet, men blev fundet i skoven ved Kongsøre i Odsherred.

Oplysninger om den savnede Kim Gert Nielsen bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

/Pressemeddelelse/

Facebook Notice for EU! You need to login to view and post FB Comments!

Denne artikel er set4411gange.